TIL DEN NYE SOLDAT


Jævnfør værnepligtsloven §2 anses alle mænd mellem 18-60 år der som har normal fysisk og mental tilstand for at være våbenføre (altså fysisk i stand til at betjene et våben).
 

I det gamle Danmark havde man et system hvor herreder (hærreder) og lægder stillede med folk. Én våbenfør karl for hver 10 gårde til Kongens tjeneste. Dette overgik senere til en landmilits oprettet af Frederik 4. i 1701 i forbindelse med Store Nordiske Krig. Hver fjerde fæstegård skulle stille en soldat, og de blev udvalgt af godsejeren, og blev ofte betragtet som en straf, da den fratog karlene deres fritid. Den militære træning foregik om søndagen efter kirketid, og blev som regel ledet af tysktalende officerer, og var særdeles forhadt, blandt andet så blev de ulydige straffet med at sidde på en træhest. Landmilitsen blev ophævet i en kort periode omkring år 1730 men indført igen med stavnsbåndet i 1733.

Almindelig værnepligt blev indført i Danmark som et resultat af stavnsbåndets ophævelse, men stadig kun for landbefolkningen. I købstæderne blev værnepligt først indført i 1848, hvor også det særlige danske lodtrækningssystem blev indført, og i hele landet ved lov af 12. februar 1849.

I Grundloven §81 står der:

"Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver".